Hvordan udføres en kontrol af kundens identitet?
At undersøge jeres kunders identitet bygger på jeres risikovurdering og den identificerede risiko. Herefter kan I gennemføre kontrollen med enten skærpede eller lempede procedurer.
Skærpede procedurer for fysiske personer kan blandt andet være et krav om paskopi, fysisk fremmøde eller yderligere krav til beskrivelsen af den forventede forretningsomfang.
Er der tale om en juridisk person, kan det blandt andet kræves, at I indhenter stiftelsesdokumenter, vedtægter og stiller mere omfattende krav til beskrivelsen af forretningsomfanget.
En kundekendskabsprocedure omfatter indhentelse af identitetsoplysninger om kunden. Som udgangspunkt vil disse inkludere navn og CPR- eller CVR-nummer, afhængigt af om der er tale om en fysisk eller juridisk person. Med denne metode kan I bekræfte kundens identitet – og leve op til krav om KYC.
Disse identitetsoplysninger skal kontrolleres via en pålidelig og uafhængig kilde. Det vil sige, at der skal ske en verificering af dokumenter op imod eksempelvis CVR-registeret eller andre kilder, der kan validere eksempelvis adresse, pas eller navn.
Ved både fysiske og juridiske personer skal I, hvis relevant, indhente oplysninger om formålet med etableringen af forretningsforbindelsen og omfanget af denne relation.
Hvor ofte skal man udføre en kontrol af kundens identitet?
I skal både udføre kontrol med kundens identitet ved alle nye kundeforhold og hvis der forekommer ændringer i kundens omstændigheder, såvel som på passende tidspunkter.
Ved højrisiko-kunder kan proceduren gentages én gang om året, hvorimod ved lavrisiko-kunder kan I nøjes med at gøre det hvert femte år.
Omfanget af kundekendskabsproceduren afhænger af risikovurderingen af kunden. I de tilfælde hvor I vurderer, at der en relativt lille risiko for hvidvask, kan I foretage en lempet kundekendskabsprocedure. I kan for eksempel vælge ikke at indhente opdateret dokumentation, forudsat at de legitimationsdokumenter, I modtog oprindeligt, stadig er gyldige.
Husk også at tjekke for PEP (Politisk Eksponeret Person)
Som følge af den seneste hvidvasklovgivning skal I også fastslå, om personen er en PEP (Politisk Eksponeret Person).
Politisk eksponerede personer er individer, hvis politiske stilling eller tilhørsforhold betyder, at de udgør en høj risiko for at være genstand for hvidvask, fordi de i højere grad udsættes for afpresning, bestikkelse eller på anden vis (både frivilligt og ufrivilligt) involveres i økonomisk kriminalitet.
Dette kan gøres ved at krydsreferere med offentlige databaser, såsom Finanstilsynets PEP-liste.
Det er vigtigt at være særligt opmærksom på, at disse lister ikke er fyldestgørende for de personer, der er PEPer – men alene er en liste over dem, som myndighederne har indberettet.
Ægtefæller, samarbejdspartner m.m. til personer på PEP-lister, er ligeledes per definition PEPer. Dette gør det særligt vanskeligt for virksomheder at overholde kravet om PEP uden at tilgå eksterne datakilder, der har specialiseret sig i at opretholde opdaterede lister med alle personer, der er omfattet af gældende PEP-definitionen.
NewBanking arbejder sammen med en række eksterne dataleverandører, der har specialiseret sig i at have opdaterede PEP-lister som dækker bredt.